Musik på plejehjem; fællessang og lytten

Som en del af mit musikvirke tager jeg rundt i Danmark og spiller og synger på plejehjem for- og sammen med beboerne. Den danske sangtradition er rig på smukke kompositioner og god lyrik, og jeg har lavet et udvalg af arrangementer for guitar af ældre og nyere viser, højskolesange, sømandsviser og rock- og popklassikere.

Jeg værdsætter fællesskabet omkring musikken og at skabe mulighed for at synge sammen. Det er en aktivitet som mange holder af at deltage i – og dem der blot ønsker at lytte og nyde musikken på denne vis er naturligvis velkomne til at gøre det.

Jeg startede med at spille danske viser og sømandsviser som en del af mine sommerferier i sejlbåd rundt i Danmark. Så de sidste ca. 10 år har jeg sejlet rundt på de danske øer og finpudset dette repertoire. Jeg har en baggrund i efterskole- og højskoleverdenen – foruden musikuddannelse fra Spanien – og jeg kombinerer gerne den danske sangtradition med et par sange fra Spanien eller Brasilien.

(Af hensyn til beboerne på de plejehjem, hvor jeg spiller, har jeg valgt ikke at uploade billeder eller videomateriale fra disse arrangementer her på siden)